Smagsprøver

Panteren
»Da jeg var syv år fik jeg at vide, at nu skulle jeg have ansvaret for min lillebror på seks, når vi færdedes i junglen. På Java var der i junglen nogle store pantere – tigrene var vist udryddet på dette tidspunkt, kort før Anden Verdenskrig – men nu var der sket det, at en panter havde angrebet nogle bøfler.
Bønderne havde store bøfler, som de brugte til at trække deres kærrer og pløje deres rismarker med. Når bøflerne blev trukket ned til floden for at blive vandet og vasket, var vi i øvrigt tit med. Vi red på bøflerne og sprang i floden og legede sammen med de andre børn. Min far vidste godt, hvad vi lavede, men han sagde ikke noget til min mor, han kendte jo hendes indstilling.

Nu kom så de lokale javanesere til min far og bad om hjælp til at skyde panteren. Javaneserne havde dengang ikke andet end spyd og knive, kun de hvide havde skydevåben.
»Nu skal vi på jagt,« sagde min far, »og I drenge skal med.«
Vi skulle op i bjergene, der hvor vi også havde vores sommerhus, en bungalow, der var anbragt i et køligt bjergområde. Der tog vi op i ferierne, når det blev rigtig varmt i lavlandet, og det var der, panteren var blevet set.
Altså blev vi sat ind i bilen, og chaufføren kørte os derop. Vi var ret godt kendt i området, men vi plejede altid at være der sammen med vores far og vore større søskende. Bilen blev parkeret, og vi begav os af sted til et sted, hvor vulkanske svovlkilder dampede op af jorden, omkranset af uigennemtrængeligt bambuskrat. Der holdt panteren til, sagde de indfødte. Min far gik med chaufføren ind i krattet for at finde panteren, og der stod vi, min lillebror og jeg. Ole blev bange, fordi vi var helt alene. Hvad nu hvis panteren kom og tog os? Vi råbte og skreg på far og chaufføren, men fik ikke noget svar. Fantasien løb af med os, vi syntes vi kunne høre panteren knurre i det tætte krat.
Jeg tænkte, hvad skal vi nu gøre, men sagde så »kom nu, Ole. Vi må se at komme tilbage til bilen. Så kan vi gemme os der, indtil far kommer tilbage.« Vi var sikre på, at panteren ville nå at æde os, inden vi nåede ned til bilen, men vi nåede frem. I sikkerhed bag den lukkede bildør ventede vi på min far, der omsider kom tilbage med chaufføren.
»Nå, I har selv fundet tilbage til bilen,« var min fars eneste kommentar. Min lillebror var så elendig og bange, at han straks, da vi kom hjem, løb hen til mor og fortalte det slemme, han havde været ude for. Og jeg kan den dag i dag huske, at min far og mor skændtes inde i kontoret. Jeg hørte min far sige, »det er fand’me drenge, ikke piger. Jeg vidste jo godt, hvor de var. Jeg skulle jo bare se, om de selv kunne finde tilbage til bilen.«
Det var altså sådan en slags manddomsprøve, min far havde udsat sine små drenge for. Det har jeg senere, da vi børn under krigen måtte klare os selv, været ham meget taknemmelig for. Men min mor blev stiktosset.
Resultatet blev da også, at Ole der jo var mors dreng, aldrig mere skulle med på sådan en udflugt med sin far. Selv fik jeg dog stadig lov til at komme med.
Jeg tror, Ole inderst inde var ked af, at han havde sladret.«